Ensom...

Ensomhed. Med en uge til aflevering er det nok bare et vilkår, som må udholdes.
Den triste konstatering er så bare, at jeg på trods af vilkårligheden stadig føler mig ret ensom. Men er nu ret hurtig til at tale det ned, for "det går jo nok", og "sådan er det jo", og "der er jo andre som har overlevet før mig"...
Og det er fuldkommen korrekt. Men ensom, det er jeg sgu' stadig, og min vanlige positive tilgang til tilværelsen i al almindelighed er lidt svær at administrere/ finde frem.

Glæder mig til at mit eget selskab er nok. For den tid kommer forhåbentlig. (læs = når arbejdslivet starter 1/9 og jeg drukner mig i vigtige ting. fingers crossed). Lever stadig i naiv tiltro hertil i hvert fald. Sporadisk opmærksomhed fra mere eller mindre random mænd har under alle omstændigheder blot vist sig at lede til ubesvarede beskeder og al for megen formålsløs virtuel stalking fra min side. Patetisk er hvad det er. Må stoppe.

Og ku' jeg da ikke bare koncentrere mig om det som rent faktisk er pisse vigtigt for min fremtid lige nu? Specialet. Nej, åbenbart ikke.
Vil nu drikke sidste sjat rødvin (nødvendigheden for at falde i søvn disse dage grundet last-minute-stressen) og sove. Hvis jeg er heldig. Og så stå op og være vanvittig effektiv imorgen.
Præcis det løfte jeg har givet mig selv hver dag gennem de sidste 2-3 uger. Pisse overbevisende.

Gentager: Patetisk er hvad jeg er.