Ensom...

Ensomhed. Med en uge til aflevering er det nok bare et vilkår, som må udholdes.
Den triste konstatering er så bare, at jeg på trods af vilkårligheden stadig føler mig ret ensom. Men er nu ret hurtig til at tale det ned, for "det går jo nok", og "sådan er det jo", og "der er jo andre som har overlevet før mig"...
Og det er fuldkommen korrekt. Men ensom, det er jeg sgu' stadig, og min vanlige positive tilgang til tilværelsen i al almindelighed er lidt svær at administrere/ finde frem.

Glæder mig til at mit eget selskab er nok. For den tid kommer forhåbentlig. (læs = når arbejdslivet starter 1/9 og jeg drukner mig i vigtige ting. fingers crossed). Lever stadig i naiv tiltro hertil i hvert fald. Sporadisk opmærksomhed fra mere eller mindre random mænd har under alle omstændigheder blot vist sig at lede til ubesvarede beskeder og al for megen formålsløs virtuel stalking fra min side. Patetisk er hvad det er. Må stoppe.

Og ku' jeg da ikke bare koncentrere mig om det som rent faktisk er pisse vigtigt for min fremtid lige nu? Specialet. Nej, åbenbart ikke.
Vil nu drikke sidste sjat rødvin (nødvendigheden for at falde i søvn disse dage grundet last-minute-stressen) og sove. Hvis jeg er heldig. Og så stå op og være vanvittig effektiv imorgen.
Præcis det løfte jeg har givet mig selv hver dag gennem de sidste 2-3 uger. Pisse overbevisende.

Gentager: Patetisk er hvad jeg er.

Desillusioneret (og stadig en smule fuld)...

Nå. Det der bloggeri blev der ligesom ikke meget af. Men erklæres død, skal den endnu ikke helt.

Endnu en juli måned er gået. Man fik flyttet ud af sin erstatningslivmoder og ind i en ny (AV en fødsel. Som ventet: smertefuldt, sprækkende og bare helt igennem ubehageligt). Her på det nye steed er der noget mere trangt, men her er altan og her er jo faktisk godt. Og det til trods for, at det bare er mig. Med speciale-stress med speciale-stress på.
Og så Sødepigen. Rart at hun lige er her i denne måned. God gensidig bolighjælpearrangement der. Fra september bliver det så sikkert ikke panik-befængt at skulle bo alene. Helt sikkert ikke (?!).

Bare så ærgerligt at kunne konstatere at min hjerne er lidet samarbejdsvillig, når det kommer til overskuds-speciale-single-attituden. Den burde jo helt sikkert være absolut overbefolket med kloge specialegenererende tanker, men det sker ligesom bare ikke. Heller ikke selvom man stirrer længe og meget intensivt på sin pc-skærm. Not gonna happen. 

Og så burde jeg også bare lade helt være med at flejne rundt og påbegynde selvindbildninger om, at singlelivet da lige bør have en chance. Som at tage med veninderne i byen. Dårlig strategi. Nøj, hvor bliver man desillustioneret. Og bitter. Og lidt bange for at man har 'jinxet' sig selv udi drømmen om på et eller andet tidspunkt at realisere mand-og-børn-forestillingen.
Hvorfor falder jeg i den patetiske fælde? For satan.

Der burde være et regelsæt til søde fyre derude. Eller bare dem jeg stavrer ind i.

Pkt. 1: Introducer kæreste-barn konstellationen tidligt (som i før jeg tænker du er interessant!) i samtalen. Husk det nu.

Bare lige for at gøre mig og min fantasispindende hjerne den tjeneste i hvert fald. Tak.

Den hardcore singleattitude skal åbenbart sammenstables på baggrund af reallife experience. Det holder ikke. Orker det ikke!

Orker ikke noget.

Men orker da slet ikke at denne absolut nederen livsindstilling skal forårsage, at jeg ikke får afleveret mit speciale til tiden.

Igang med mig.