Ensom...

Ensomhed. Med en uge til aflevering er det nok bare et vilkår, som må udholdes.
Den triste konstatering er så bare, at jeg på trods af vilkårligheden stadig føler mig ret ensom. Men er nu ret hurtig til at tale det ned, for "det går jo nok", og "sådan er det jo", og "der er jo andre som har overlevet før mig"...
Og det er fuldkommen korrekt. Men ensom, det er jeg sgu' stadig, og min vanlige positive tilgang til tilværelsen i al almindelighed er lidt svær at administrere/ finde frem.

Glæder mig til at mit eget selskab er nok. For den tid kommer forhåbentlig. (læs = når arbejdslivet starter 1/9 og jeg drukner mig i vigtige ting. fingers crossed). Lever stadig i naiv tiltro hertil i hvert fald. Sporadisk opmærksomhed fra mere eller mindre random mænd har under alle omstændigheder blot vist sig at lede til ubesvarede beskeder og al for megen formålsløs virtuel stalking fra min side. Patetisk er hvad det er. Må stoppe.

Og ku' jeg da ikke bare koncentrere mig om det som rent faktisk er pisse vigtigt for min fremtid lige nu? Specialet. Nej, åbenbart ikke.
Vil nu drikke sidste sjat rødvin (nødvendigheden for at falde i søvn disse dage grundet last-minute-stressen) og sove. Hvis jeg er heldig. Og så stå op og være vanvittig effektiv imorgen.
Præcis det løfte jeg har givet mig selv hver dag gennem de sidste 2-3 uger. Pisse overbevisende.

Gentager: Patetisk er hvad jeg er.

Desillusioneret (og stadig en smule fuld)...

Nå. Det der bloggeri blev der ligesom ikke meget af. Men erklæres død, skal den endnu ikke helt.

Endnu en juli måned er gået. Man fik flyttet ud af sin erstatningslivmoder og ind i en ny (AV en fødsel. Som ventet: smertefuldt, sprækkende og bare helt igennem ubehageligt). Her på det nye steed er der noget mere trangt, men her er altan og her er jo faktisk godt. Og det til trods for, at det bare er mig. Med speciale-stress med speciale-stress på.
Og så Sødepigen. Rart at hun lige er her i denne måned. God gensidig bolighjælpearrangement der. Fra september bliver det så sikkert ikke panik-befængt at skulle bo alene. Helt sikkert ikke (?!).

Bare så ærgerligt at kunne konstatere at min hjerne er lidet samarbejdsvillig, når det kommer til overskuds-speciale-single-attituden. Den burde jo helt sikkert være absolut overbefolket med kloge specialegenererende tanker, men det sker ligesom bare ikke. Heller ikke selvom man stirrer længe og meget intensivt på sin pc-skærm. Not gonna happen. 

Og så burde jeg også bare lade helt være med at flejne rundt og påbegynde selvindbildninger om, at singlelivet da lige bør have en chance. Som at tage med veninderne i byen. Dårlig strategi. Nøj, hvor bliver man desillustioneret. Og bitter. Og lidt bange for at man har 'jinxet' sig selv udi drømmen om på et eller andet tidspunkt at realisere mand-og-børn-forestillingen.
Hvorfor falder jeg i den patetiske fælde? For satan.

Der burde være et regelsæt til søde fyre derude. Eller bare dem jeg stavrer ind i.

Pkt. 1: Introducer kæreste-barn konstellationen tidligt (som i før jeg tænker du er interessant!) i samtalen. Husk det nu.

Bare lige for at gøre mig og min fantasispindende hjerne den tjeneste i hvert fald. Tak.

Den hardcore singleattitude skal åbenbart sammenstables på baggrund af reallife experience. Det holder ikke. Orker det ikke!

Orker ikke noget.

Men orker da slet ikke at denne absolut nederen livsindstilling skal forårsage, at jeg ikke får afleveret mit speciale til tiden.

Igang med mig.

Forsager nettet... Fokus, hvor blev du af?

Fokus har været en by i langbortistand, siden jeg flyttede hjemmefra for en måneds tid siden.
Korrektion: 'hjemmefra' = den lejlighed som var mit hjem i seks år (dyb indåndingspause, da det stadig vender sig lidt i hjertekulen ved tanken herom). 
Forud for Store Flyttedag gik cirkus to måneders følelsesmæssigt mayhem forårsaget af italesættelsen: 'jeg-er-tvivl-om-os'... Og man forstår jo godt hans frustration. Ganske på sin plads.
Og hvor kom det lige fra? Tvivlen...
Omend det er tykke klicheer at trække på, så er der altså noget om det friktionsgenererende i konstellationen:
Han: Bombastisk Følelsesmenneske (følelser skal ud uanset deres karakter og konsekvens).
Jeg: ...muligvis betegnelsen 'Knudekvinde' passer bedst (i betydningen at forbindelsen mellem følelse og reaktion kan være noget indviklet og træg).
Har da oså været en gevaldig lærerig konstellation for undertegnede, men noget slap op... Tålmodighed. Tolerance. Respekt?
Sig til hvis nogen skulle falde over manualen til mit indre. Er lost. Og min geografiske sans er uden at overdrive ikke-eksisterende (priser mig lykkelig for telefoner med gps-funktion! Hvordan mon dette koncept kan videreudvikles?).
Nå. Hører vel til et af Livets Mysterier at kortlægge den slags. Er bare ikke rigtig i det eksplorative hjørne.

Og har for længst opbrugt dagens overspringshandlingsrate. Vil forsøge at finde ud af, hvordan en bare en smule fokus kan mobiliseres.

Virtuel identitet i skarp konkurrence

Sådan der. Nu med ny virtuel identitet.

Efterhånden et velkendt fænomen, de der identitetstilføjelser...

'Aktiv specialeskriver' og 'single' har været lige lovligt dominante på den konto, og trængte ligesom til udfordring. Hermed forsøgt.

Ikke at jeg i glad naivitet regner med at kunne fjerne de andres meget presente tilstedeværelse i mit liv med dette tiltag, men tænker, at en blog på kan fungere som frustrationsventil af en art (?).

Nu hvor hovedparten af venner og veninder har valgt at tage på ferie langt væk fra dansk sommer, må man jo ty til andre midler. Desuden har de efterhånden har fået historierne mange gange (altså dem der vedrører break-up delen, for specialet gider jeg ikke tale om længere), og det patetiske i mine egne klagesange begynder da også ganske tydeligt at skinne igennem, når de for gud-ved-hvilken-gang understreger: 'Jeg er sikker på, at du nok skal finde en ny dejlig mand'... Og indrømmet: jeg lapper det gladeligt i mig og gør mit bedste for hermetisk at lukke af for den mere rationelle side af mig, som jo udmærket ved, at så nemt er det bare heller ikke derude. I singleland.
Og så er det tvivlen sniger sig ind... for jeg jo havde denne brandskønne mand. Han var åbenbart bare ikke god nok alligevel. Til mig. Til mine ufødte børn. Og her vil jeg for min egen selvretfærdigheds skyld godt lige understrege, at jeg virkelig har forsøgt. I mange år.

Nå. Mere om det en anden god gang. Det regner (hurra!), og mit speciale burde nyde godt af de afskårede muligheder for udendørsrelaterede overspringshandlinger.