Forsager nettet... Fokus, hvor blev du af?

Fokus har været en by i langbortistand, siden jeg flyttede hjemmefra for en måneds tid siden.
Korrektion: 'hjemmefra' = den lejlighed som var mit hjem i seks år (dyb indåndingspause, da det stadig vender sig lidt i hjertekulen ved tanken herom). 
Forud for Store Flyttedag gik cirkus to måneders følelsesmæssigt mayhem forårsaget af italesættelsen: 'jeg-er-tvivl-om-os'... Og man forstår jo godt hans frustration. Ganske på sin plads.
Og hvor kom det lige fra? Tvivlen...
Omend det er tykke klicheer at trække på, så er der altså noget om det friktionsgenererende i konstellationen:
Han: Bombastisk Følelsesmenneske (følelser skal ud uanset deres karakter og konsekvens).
Jeg: ...muligvis betegnelsen 'Knudekvinde' passer bedst (i betydningen at forbindelsen mellem følelse og reaktion kan være noget indviklet og træg).
Har da oså været en gevaldig lærerig konstellation for undertegnede, men noget slap op... Tålmodighed. Tolerance. Respekt?
Sig til hvis nogen skulle falde over manualen til mit indre. Er lost. Og min geografiske sans er uden at overdrive ikke-eksisterende (priser mig lykkelig for telefoner med gps-funktion! Hvordan mon dette koncept kan videreudvikles?).
Nå. Hører vel til et af Livets Mysterier at kortlægge den slags. Er bare ikke rigtig i det eksplorative hjørne.

Og har for længst opbrugt dagens overspringshandlingsrate. Vil forsøge at finde ud af, hvordan en bare en smule fokus kan mobiliseres.

Virtuel identitet i skarp konkurrence

Sådan der. Nu med ny virtuel identitet.

Efterhånden et velkendt fænomen, de der identitetstilføjelser...

'Aktiv specialeskriver' og 'single' har været lige lovligt dominante på den konto, og trængte ligesom til udfordring. Hermed forsøgt.

Ikke at jeg i glad naivitet regner med at kunne fjerne de andres meget presente tilstedeværelse i mit liv med dette tiltag, men tænker, at en blog på kan fungere som frustrationsventil af en art (?).

Nu hvor hovedparten af venner og veninder har valgt at tage på ferie langt væk fra dansk sommer, må man jo ty til andre midler. Desuden har de efterhånden har fået historierne mange gange (altså dem der vedrører break-up delen, for specialet gider jeg ikke tale om længere), og det patetiske i mine egne klagesange begynder da også ganske tydeligt at skinne igennem, når de for gud-ved-hvilken-gang understreger: 'Jeg er sikker på, at du nok skal finde en ny dejlig mand'... Og indrømmet: jeg lapper det gladeligt i mig og gør mit bedste for hermetisk at lukke af for den mere rationelle side af mig, som jo udmærket ved, at så nemt er det bare heller ikke derude. I singleland.
Og så er det tvivlen sniger sig ind... for jeg jo havde denne brandskønne mand. Han var åbenbart bare ikke god nok alligevel. Til mig. Til mine ufødte børn. Og her vil jeg for min egen selvretfærdigheds skyld godt lige understrege, at jeg virkelig har forsøgt. I mange år.

Nå. Mere om det en anden god gang. Det regner (hurra!), og mit speciale burde nyde godt af de afskårede muligheder for udendørsrelaterede overspringshandlinger.